|
Fjerene kan vi opdele groft
i to forskellige grupper. Dem der skal kunne hægte (sammenstribning) og
dem der ikke skal.
Fjer er som udgangspunkt
snavsede og støvede, hvis de ikke er blevet farvet. Derfor bør du, når
du køber/samler fjer altid vaske dem før brug.
Fjerene skal vaskes i
almindelig opvaskesæbe og i varmt vand. Bruger du vaskemaskinesæbe,
indeholder det enzymer, der har den egenskab at det går ind og fylder op
i hægterne, hvilket medfører at materialerne ikke kan strippes sammen.
Derfor må du aldrig benytte den slags sæbe til fjer der skal bruges til
vingerne på f.ex. klassiske laksefluer.
Tilbage til vasken,
materialerne kommes i det varme sæbevand og vaskes i så mange hold vand
at det ikke længere bliver snavset. Herefter skylles fjerene i lunkent
vand og tørres. Det nemmeste er, at lægge fjerene op på et viskestykke
eller papir. En hårtørrer kan bruges, men i så fald kun ved svag varme,
for ikke at brænde spidserne af.
Hane og hønenakker vaskes på
samme måde som før nævnt. Efter vask presses vandet ud og nakken lægges
i pres i et viskestykke eller papir (køkkenrulle, ikke avis, tryksværten
kan smitte af) Når skindet tørrer, vil det gerne krølle sig sammen, det
kan undgås ved at spænde skindet op på et stykke bølgepap eller et
stykke træ mens det tørrer, men det er ikke nødvendigt, faktisk stritter
de enkelte fjer lidt mere, hvis skindet får lov at krølle lidt.
Alle fjer bliver flottere og
mere klare af at blive vasket, samtidig får du vasket eventuelle udyr ud
af fjerene.
Fjer og hår er guf for
møllarver. Derfor bør du opbevare dine materialer i lynlåsposer eller i
plasticæsker med tætsluttende låg. I Matas kan du købe mølkugler, eller
hvis du ikke bryder dig om lugten, kan du købe cedertræskugler
hos Gofishing i Odense, trækuglerne virker ligeså godt, men de lugter
ikke så grimt.
Finder du dyr i dine
materialer, er der ingen grund til at gå i panik, vask materialerne, tør
dem og læg dem i fryseren. Der ligger de så i et par dage, tag dem op,
igen i et par dage og frys dem så en gang til. Herefter skulle alle dyr
være døde, eventuelle æg har kunnet klække i perioden mellem de to
frysninger og de larver bliver så dræbt anden gang i fryseren.
En anden god og meget
effektiv måde at behandle materialerne, er at komme dem i
microbølgeovnen i ca. 20 sekunder ved max. effekt, så er der intet
levende tilbage. |